Altaner

Flere andele har fået altaner (havetrapper i stueetagen) via to projekter: Kontech i 2016 og Altana i 2024. Altanerne er finansieret gennem fælleslån for deltagende andele eller ved kontant betaling. De tilhører den enkelte andel som en individuel forbedring.

Fejl/mangler
1- og 5-års gennemgange for Kontech-projektet er afsluttet, og reklamationsfristen er udløbet. For Altana-projektet afholdes 1-års gennemgang i 2025 og 5-års i 2029.

Salg
Altanen betragtes som individuel forbedring, og andelshaveren har vedligeholdelsesansvar – ligesom for køkken og bad. Ved salg tillægges altanens værdi som forbedring, men eventuelle mangler fratrækkes. Mangler skal meldes af køber til administrator senest 14 dage efter overdragelse. Foreningen dækker ikke fejl, der ikke er meldt rettidigt, da altaner er individuelle forbedringer.

Vedligeholdelse

Vedligeholdelse af altan er den respektive andelshavers ansvar. Kontech, der er producenten af altaner til første altanprojekt, har udgivet følgende hæfte med generel vejledning til vedligeholdelse af deres altaner. Der henvises også til Altanas guide for vedligeholdelse af altaner.

Ordensregler for altaner

Ordensregler for altaner er aktuelt som følgende (se i øvrigt siden for vedtægter og ordensregler).

1. Tøjtørring. Tøjtørring skal fortrinsvis finde sted under altanbrystningen.

2. Opbevaring. Altaner må ikke anvendes til opbevaring af affald, opmagasinering og lignende.

3. Maling. Det er ikke tilladt at male loft, væg og gulv. Træværk kan vedligeholdes efter producentens forskrifter, se guide her på siden.

4. Fyrværkeri. Af sikkerhedsmæssige årsager, må der ikke affyres fyrværkeri fra altanerne.

5. Grill. Det er ikke tilladt at gøre brug af åben ild eller kulgrill på altanerne af hensyn til brandfare og røggener. Det er tilladt at anvende el-grill eller gasgrill med op til 5 kg store flasker.

6. Rygning. Ved rygning på altan skal der udvises påpasselighed, og skodder skal bortskaffes på forsvarlig vis. Benyt egnet askebæger til at slukke skodder, idet skodder kan antænde jorden i altankasser/potteplanter og lignende.

7. Fugle. For at undgå gener med fugle, der slår sig ned på altanerne, er det ikke tilladt at efterlade fødevarer/foder på altanerne.

8. Musik. Afspilning af musik eller radio må ikke foretages direkte på altanen.

9. Altankasser. Altankasser skal være i ensartet og afdæmpet farve, så tæt på antracitgrå (RAL 7016), som muligt, og altankasser skal være fastspændt til altanen. Altankasser og indhold må ikke kunne falde ned.

10. Udvendig ophængning. Bortset fra fastgjorte altankasser, er det ikke tilladt at hænge ting ud over eller på altanen, der ved nedfald kan være til fare for personer nedenfor.

11. Vægmontering. Der må ikke monteres udstyr på væggene uden bestyrelsens godkendelse.

12. Læsejl. Læsejl og sideafskærmning (fx glas og espalier) skal være i ensartet materiale og i ensartet og afdæmpet farve, så tæt på antracitgrå (RAL 7016), som muligt, samt være sikkerhedsmæssigt forsvarligt sat op. Beplantning er tilladt på espalier.

13. Øvrig adfærd/installation. For øvrig adfærd på altan samt installationer/inventar gælder generelt, at det ikke må udgøre sikkerhedsmæssig risiko for person- eller ejendomsskade samt være til ekstrem gene for øvrige beboere.