Nøgler og låse
Ved overtagelse af lejlighed skal køber have overdraget alle relevante nøgler til både lejlighed og ejendom af sælger.
Andelshaver er selv ansvarlig for nøgler og låse til egen lejlighed, medmindre der benyttes speciel nøglecylinder tilpasset de blå systemnøgler, der kun kan bestilles gennem bestyrelsen (mere herom senere på siden). Låse/nøgler til eget loft/kælderum samt postkasse er ligeledes andelshavers ansvar. Disse kan ikke bestilles via foreningen.
På ejendommens fællesarealer benyttes den “blå systemnøgle” til at komme rundt med herunder port, for- og bagtrapper, loft, fællesvaskeri og fællesværksted. Konstateres en dør ikke at lukke/låse ordentligt på ejendommen, så informer meget gerne vores gårdmand Birk herom (se kontaktsiden).
Systemnøgler
De blå nøgler (til fællesarealer som port, for- og bagtrapper, loft, fællesvaskeri og fællesværksted) er systemnøgler og kan kun bestilles gennem foreningen. Benyt formularen her på siden eller skriv selv en mail til administrator, hvor følgende er oplyst.
- Navn
- Adresse (hvilken opgang/nummer du bor i)
- Andelsnummer
- Nøglemærkning (de to bogstaver angivet nedenunder systemnr. ER-2*** på nøglen, fx “AA”)
- Ønsket antal nøgler (vejl. pris ca. 211,25 kr. pr. stk. inkl. moms., juli 2021 + 100 kr. admingebyr per bestilling)
Administrator og vores gårdmand håndterer det praktiske med bestilling hos låsesmeden samt videreformidling af nye nøgler til beboer. Leveringen af de nye nøgler sker til andelshavers postkasse, medmindre andet er aftalt. Prisen for en nøgle er vejl. ca. 211,25 kr. pr. stk. inkl. moms. (juli 2021) + 100 kr. admingebyr per bestilling, og beløbet opkræves via vores administrator gennem boligafgiften. Nøglecylinderen i låse til de enkelte lejligheder kan tilpasses systemnøglen, så denne både kan benyttes til ejendommen og egen lejlighed. Andelshavere kan selv bestille disse hos Låse-Specialisten på Vigerslev Allé 19, 2500 Valby for egen regning. En ny cylinder til låsen er af låsesmeden oplyst vejledende at koste 925 kr. (per marts 2018). Hvis der skal bestilles nye nøgler i forbindelse med udskiftningen, skal disse bestilles via foreningen (bestilling af nøgler kræver autorisation). For mere information henvises der til låsesmeden.
Formular til bestilling af systemnøgler
Elektronisk nøgle (Bekey)
I alle opgangsdøre er det elektroniske nøglesystem Bekey blevet installeret af Københavns Kommune i 2020. Med en nøgle-app på mobiltelefonen kan hjemmeplejen og lign. fremover låse dørene op uden brug af fysisk nøgle. Ordningen giver også mulighed for at postvirksomheder, reklamebude, avisdistributører, vareudlevering, leverandører af måltidskasser m.fl. kan få adgang, hvis der indgås aftale herom.
Ordningen finansieres helt af Københavns Kommune på nuværende tidspunkt og omfatter derfor kun kommunale services og lign. Foreningen skal indgå aftale med Bekey med egen finansiering, hvis systemet skal omlægges til at beboere også kan benytte dette i privat sammenhæng, hvilket vil kræve godkendelse på generalforsamling først.